Afslutning på Bayeuxtapetet
I Bayeuxgruppen diskuterede vi den manglende afslutning på det originale Bayeuxtapet.
Det er jo tydeligt, at der mangler en afslutning. Harold er død, slaget er slut, og man ser englænderne flygte. Men det sidste stykke af Bayeuxtapetet er gået tabt, så ingen ved noget om det.
Vi besluttede at lave vores egen ”afslutning” og diskuterede eventuelle motiver.
Fra samtidige kilder (bl.a. Vilhelm af Poitiers krønike) ved man, at Vilhelm efter slaget begav sig mod Dover med sine mænd. Dovers besætning havde besluttet at overgive sig betingelsesløst. Alligevel havde nogle af Vilhelms mænd sat ild på fæstningen, og en del huse nedbrændte. Vilhelm blev meget vred, og for at råde bod på sine mænds optræden lod han udbetale erstatninger til de skadelidte.
Herefter red Vilhelm mod London, og på vejen plyndrede, hærgede og nedbrændte hans folk talrige byer og landsbyer.
Hen mod jul drog han ind i London med sin hær, og allerede juledag 1066 blev han salvet og kronet i Apostlen Sankt Peters Kirke – senere Westminster Abbey.
Vi har valgt følgende scener for at skildre tiden frem mod kroningen – især kroningen må antages at have været et sandsynligt motiv på det stykke, der er gået tabt:
1. Det grå æbletræ (slagmarken ved Hastings)
2. Man rider mod Dover
3. Fæstningen Dover
4. Overrækkelse af erstatning
5. Man rider mod London
6. Apostlen Sankt Peters Kirke (senere Westminster Abbey)
7. Selve kroningen
8. Den (spejlvendte) Akantusranke, som det originale tapet starter med
Vi har valgt at tegne motiverne i samme stil som på originalen og at bruge de samme materialer og farver.
Til højre ses tegningsoplæg til to scener fra Anny Svendsen. Motiverne til de øvrige scener er taget fra Bayeuxtapetet.
Vores bud på en afslutning ses herunder. Den er 3,1 meter lang og 0,5 meter høj. Med 8 scener som beskrevet herover.
Afslutningen er et selvstændigt stykke, som ikke skal sys sammen med kopien af originalen.
Fæstningen Dover
Overrækkelse af erstatning
www. bayeuxtapetet.dk – Bayeuxgruppen – Copyright 2012 ©